
Standard Liège
Hjemmebane
Stade Maurice Dufrasne
Rue de la Centrale 2, Sclessin, Luik
Kapacitet: 27670
Overflade: Græs

Standard Liège Kampe
Her kan du se kampprogrammet for Standard Liège i år.
Standard LiègeKommende Kampe
Runde 2


Runde 3


Runde 4


Runde 5


Runde 6


Runde 7


Runde 8


Runde 9


Runde 10


Runde 11


Runde 12


Runde 13


Runde 14


Runde 15


Runde 16


Runde 17


Runde 18


Runde 19


Runde 20


Runde 21


Runde 22


Runde 23


Runde 24


Runde 25


Runde 26


Runde 27


Runde 28


Runde 29


Runde 30


Standard LiègeFærdigspillede Kampe
Runde 1


Standard Liège Stillinger
Her kan du se Standard Lièges Jupiler Pro League stilling. Standard Liège ligger lige nu på 4 plads i Jupiler Pro League stillingen.
# | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1 |
![]() |
2 | 1 | 1 | 0 | 3 | 2 | 1 | 4 |
|
2 |
![]() |
1 | 1 | 0 | 0 | 5 | 2 | 3 | 3 |
|
3 |
![]() |
1 | 1 | 0 | 0 | 3 | 1 | 2 | 3 |
|
4 |
![]() |
1 | 1 | 0 | 0 | 2 | 0 | 2 | 3 |
|
5 |
![]() |
2 | 1 | 0 | 1 | 3 | 3 | 0 | 3 |
|
6 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 2 | 2 | 0 | 1 |
|
7 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 2 | 2 | 0 | 1 |
|
8 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 1 | 1 | 0 | 1 |
|
9 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 1 | 1 | 0 | 1 |
|
10 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 1 | 1 | 0 | 1 |
|
11 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 0 | 0 | 0 | 1 |
|
12 |
![]() |
1 | 0 | 1 | 0 | 0 | 0 | 0 | 1 |
|
13 |
![]() |
1 | 0 | 0 | 1 | 1 | 2 | -1 | 0 |
|
14 |
![]() |
1 | 0 | 0 | 1 | 1 | 3 | -2 | 0 |
|
15 |
![]() |
1 | 0 | 0 | 1 | 0 | 2 | -2 | 0 |
|
16 |
![]() |
1 | 0 | 0 | 1 | 2 | 5 | -3 | 0 |
|
Standard Liège Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 21 spillere på Standard Lièges hold i 25/26, til både Jupiler Pro League og andre turneringer som Standard Liège er med i:

Matthieu Epolo
Goalkeeper
Trøje #1
Matteo Godfroid
Goalkeeper
Trøje #45
Boško Šutalo
Defender
Trøje #4
Boli Bolingoli
Defender
Trøje #5
Marlon Fossey
Defender
Trøje #13
Ibrahim Karamoko
Defender
Trøje #20
Alexandro Calut
Defender
Trøje #22
Josué Homawoo
Defender
Trøje #24
Ibe Hautekiet
Defender
Trøje #25
Daan Dierckx
Defender
Trøje #29
Oscar Olivier
Defender
Trøje #35
David Bates
Defender
Trøje #44
Henry Lawrence
Defender
Trøje #88
Tobias Mohr
Midfielder
Trøje #7
Léandre Kuavita
Midfielder
Trøje #14
Casper Nielsen
Midfielder
Trøje #27
Dennis-Yerai Ayensa
Attacker
Trøje #10
Moussa Djenepo
Attacker
Trøje #12
René Mitongo
Attacker
Trøje #19
Yann Gboua
Attacker
Trøje #33
Grejohn Kyei
Attacker
Trøje #95Standard Liège Historie og Info
Royal Standard de Liège – som i Belgien oftest blot kaldes Standard – har siden grundlæggelsen i 1898 været et af de mest toneangivende navne i belgisk fodbold. Klubben er rodfæstet i den industrielle forstad Sclessin langs Meuse-floden og har siden 1921 været fast inventar i den bedste belgiske række, en rekord ingen anden klub i landet kan matche. Med ti nationale mesterskaber, otte pokaltitler samt en europæisk finaledeltagelse i 1982 er Standard både traditionsbærer og hyppig trofæjæger.
Standard er samtidig kendt for sin stærke identitet: de røde trøjer – som har givet spillerne øgenavnene Les Rouches og Les Rouges – den intense atmosfære i ”Helvede i Sclessin”, det stolte ry for egen talentudvikling og en usædvanlig loyal fanbase, der tæller supportere i hele landet. Rivaliseringerne mod Anderlecht, Club Brugge, Charleroi og bysbarnet RFC Liège hører til ligaens mest omtalte, og klubbens historie er fyldt med ikoniske profiler fra Jean Nicolay og Wilfried Van Moer til Eric Gerets, Michel Preud’homme, Axel Witsel og Marouane Fellaini.
Gennem mere end et århundrede har Standard skiftet hænder flere gange – senest fra den amerikanske investeringsfond 777 Partners til A-Cap og videre til en belgisk ledet holdning med Giacomo Angelini i spidsen. Trods perioder med økonomiske vanskeligheder, skandaler og sportslige bølgedale har klubben bevaret sin plads i toppen af belgisk fodbold og er i dag en institution, hvis indflydelse rækker langt ud over byens og landets grænser.
Historisk gennemgang
Stiftelsen og de tidlige år (1898-1921)
På den første skoledag i september 1898 besluttede elever på Collège Saint-Servais i Liège at danne deres egen fodboldklub. Navnet faldt efter afstemning på Standard de Liège – inspireret af Standard Athletic Club i Paris – og farverne blev rødt og hvidt. Efter kampe på skovskrænterne i Cointe rykkede holdet til et velodrom på La Boverie og senere til Grivegnée, før klubben i 1909 fandt sit permanente hjem på en eng ved Sclessin.
Standard debuterede i landets øverste række i 1909, men rykkede hurtigt ned igen, inden man i 1921 sikrede oprykning og siden har spillet kontinuerligt i den bedste række – en ubrudt stime på mere end 100 sæsoner.
Første pokal og det første mesterskab (1954-1958)
Efter flere årtier med placeringer i subtoppen kom det første trofæ i hus, da Standard den 6. juni 1954 vandt pokalfinalen 3-1 over RC Malines. Fire år senere kulminerede udviklingen under træner André Riou med klubbens første nationale mesterskab i sæsonen 1957-58.
Gennembruddet i Europa og 1960’ernes storhedstid
Mesterskabet gav adgang til Mesterholdenes Europa-Cup, hvor Standard i 1961-62 blev første belgiske klub i en semifinale (nederlag til Real Madrid). Hjemme fastholdt man momentum med titler i 1961 og 1963 samt pokalsejre i 1966 og 1967.
Trippel-æraen 1969-1971
Mellem 1968-69 og 1970-71 sikrede Standard tre mesterskaber i træk under René Hauss. Nøglespillere som Christian Piot, Wilfried Van Moer, Louis Pilot og Léon Semmeling prægede holdet, og i Europa huskes især den dobbelte sejr over Real Madrid i 1969-70.
1970’ernes udfordringer og 1980’ernes højdepunkt
Efter en mindre titelpause vandt Standard pokalen i 1981 og hentede med Ernst Happel og siden Raymond Goethals to mesterskaber (1982, 1983) plus en Supercup-dubbel. Kulminationen var finalen i Cup Winners’ Cup 1982 mod FC Barcelona, tabt 2-1 på Camp Nou.
Affæren Standard-Waterschei (1982-1984)
Kort før finalen mod Barcelona blev visse Waterschei-spillere bestukket, så Standard kunne sikre mesterskabet uden skader. Skandalen blev afsløret i 1984 og førte til lange karantæner for profiler som Eric Gerets og træner Raymond Goethals samt et sportsligt tilbageslag, der prægede resten af 1980’erne.
Wauters-årene og 1990’ernes sølvkants-periode (1984-1998)
Formand Jean Wauters igangsatte stadionudbygninger (1985, 1992, 1995) mens nye profiler som Gilbert Bodart og Guy Hellers voksede frem. Tre pokalfinaler blev tabt (1984, 1988, 1989), men i 1993 kom den femte pokal efter sejr over Charleroi. Ligaen bød på flere andenpladser, bl.a. den dramatiske sæson 1994-95, hvor titlen glippede med ét point.
Louis-Dreyfus / D’Onofrio-æraen (1998-2011)
Redningsmanden blev i 1998 Robert Louis-Dreyfus med Lucien D’Onofrio som stærk mand. Trods to tabte pokalfinaler (1999, 2000) gik klubben frem. Med Michel Preud’homme på bænken kom bronze i 2001, og fra 2004 bredte ny energi sig: Vedran Runje, Oguchi Onyewu, Sérgio Conceição, Marouane Fellaini og Milan Jovanović var centrale skikkelser.
Mesterskabet vendte tilbage efter 25 års ventetid i 2007-08; året efter blev titlen gentaget efter to testkampe mod Anderlecht, og Standard nåede kvartfinalen i Europa League 2010. Den sjette pokal kom i 2011 (2-0 over Westerlo).
Duchâtelet og de blandede år (2011-2015)
Roland Duchâtelet overtog i juni 2011. Stjerner som Witsel, Defour og Mangala blev solgt, og sportsligt svingede resultaterne. José Riga, Ron Jans og Mircea Rednic havde korte perioder på trænerbænken. I 2013-14 blev holdet vice-mester, men titlen gled forbi i slutspillet, og sæsonen 2014-15 endte på fjerdepladsen.
Venanzi-perioden og to pokaltriumfer (2015-2022)
Bruno Venanzi købte klubben i 2015. Yannick Ferrera førte allerede i marts 2016 holdet til den syvende pokal (2-1 mod Club Brugge), mens Ricardo Sa Pinto i 2018 sikrede den ottende (1-0 mod Genk) og en vice-mesterskabsplads efter et stærkt slutspil. Michel Preud’homme vendte retur som træner i 2018 og kvalificerede holdet til Europa League-gruppespil i 2018-19 og 2019-20.
Amerikansk ejerskab og usikker kurs (2022-2024)
I april 2022 solgte Venanzi klubben til amerikanske 777 Partners. Ronny Deila og senere Carl Hoefkens samt Ivan Leko stod i spidsen, men svingende resultater betød placeringer midt i tabellen. 777 Partners’ økonomiske vanskeligheder i 2024 skabte uro blandt fans og førte til protester og pointtab i play-off-fasen.
Overtagelsen af A-Cap og Angelini (2024-)
I september 2024 trådte forsikringsgruppen A-Cap ind som ny ejer efter 777 Partners, og i foråret 2025 meldte en belgisk ledet holding anført af Giacomo Angelini sig som kommende ejer. Marc Wilmots blev sportsdirektør, Pierre François vendte tilbage som manager, og Mircea Rednic blev ansat som cheftræner for sæsonen 2025-26.
Identitet og symboler
Navn og tilnavne
- Officielt navn: Royal Standard de Liège
- Matricule: nr. 16 (indikerer tidlig indtræden i det belgiske forbund)
- Tilnavne: Les Rouches / Les Rouges (”De Røde”)
Klubbens devise
Mottoet ”We never give up” bruges ofte i kommunikation og supporter-kultur som udtryk for den kampgejst, der forbindes med Sclessin.
Logoets udvikling
Våbenskjoldet har gennem tiden bevaret de røde og hvide farver, kronen (som signalerer royal protektion) samt bokstaverne S.L. omgivet af laurbærkrans. Efter det tiende mesterskab i 2009 blev en gul stjerne tilføjet over skjoldet som symbol på de ti titler.
Klubfarver og trøjer
Hjemmebanesættet er traditionelt rødt med hvide detaljer, mens udebanesættet varierer. Siden 2010-11 har klubben haft sin egen mærkevare ”Planète Rouge” og siden et samarbejde med Joma.
Stadion Maurice Dufrasne
Det nuværende stadion åbnede i 1909, ligger mellem Meuse-floden og ArcelorMittals stålværker og er kendt for sin intense akustik – derfor øgenavnet ”Helvede i Sclessin”. Kapaciteten er 30 023 overdækkede siddepladser efter ombygninger i 1985, 1992, 1995 og 1999. Banen har opvarmet græstæppe, og hele anlægget rummer restauranter, loger og et museum.
SL16 Football Campus
Trænings- og ungdomscentret i Sart-Tilman åbnede i 2007 og huser både førsteholdet og alle akademihold. Centret omtales som et af landets mest moderne og blev i 2014 kåret til Belgisk Pro Youth Award for bedste talentudvikling.
Organisation og økonomi
Struktur
Nuværende hovedposter (2025) | Person |
---|---|
Bestyrelsesformand | Giacomo Angelini |
CEO | Giacomo Angelini |
Manager General | Pierre François |
Sportsdirektør | Marc Wilmots |
Cheftræner | Mircea Rednic |
Budget
Klubbens årlige driftsbudget har i 2017-18 ligget omkring 30 mio. €, hvilket placerede den som fjerde-største økonomi i Belgien. Nyere tal offentliggøres ikke altid, men salgene af spillere som Moussa Djenepo, Răzvan Marin og Zinho Vanheusden har genereret væsentlige indtægter.
Sportslige resultater
Titler og trofæer
Kategori | Antal | Seneste sejr |
---|---|---|
Belgisk mester | 10 | 2008-09 |
Belgisk pokal | 8 | 2017-18 |
Belgisk Supercup | 4 | 2009 |
Belgisk Liga Cup | 1 | 1975 |
Europa Cup Winners’ Cup | Finalist | 1981-82 |
Pokalfinaler
Standard har været i finalen 18 gange – rekord delt med Club Brugge – og vundet otte af dem. Blandt sejrene huskes 1954 (første trofæ), 1993, 2011, 2016 og 2018.
Europæiske højdepunkter
- Semifinale i Mesterholdenes turnering 1962
- Finale i Cup Winners’ Cup 1982 (1-2 mod FC Barcelona)
- Kvartfinale i UEFA Cup 1981 og Europa League 2010
- Første belgiske klub med sejr i Europa: 5-1 over Hearts, 1958
UEFA-koefficient (2025)
Standard indtager i maj 2025 en placering som nr. 110 i Europa på baggrund af de seneste fem sæsoner.
Rekorder og nøgletal
Flest kampe i ligaen
- Henri Thellin – 577 kampe (1949-1965)
- Guy Hellers – 477 kampe (1983-2000)
- Jean Nicolay – 501 kampe (1953-1969)
Flest mål i ligaen
- Jean Capelle – 245 mål (1929-1944)
- Roger Claessen – 161 mål (1956-1968)
- Milan Jovanović – 68 mål (2006-2010)
Individuelle priser
Klubbens spillere har vundet den belgiske Guldsko ni gange, senest Milan Jovanović i 2009. Wilfried Van Moer vandt som den eneste i klubben prisen to år i træk (1969 og 1970).
Legender og nøglepersoner
Ikoniske spillere
Fra tidlige ikoner som Maurice Gillis og Jean Capelle til moderne profiler som Axel Witsel og Mehdi Carcela spænder rækken af klublegender vidt. Ved siden af står målmænd som Christian Piot, Michel Preud’homme og Guillermo Ochoa som faste navne i Sclessins historie.
Markante trænere
- André Riou – første mesterskab (1958)
- René Hauss – tre titler i træk (1969-71)
- Raymond Goethals – europæisk finale og to mesterskaber
- Michel Preud’homme – mester som både spiller og træner
- Ricardo Sa Pinto – Pokalsejr 2018 og karismatisk lederskab
Fan-kultur og rivaliseringer
Supporterorganisationer
”Famille des Rouches” organiserer omkring 70 officielle fanklubber. Ultras-miljøet omfatter bl.a. Ultras Inferno ’96, Publik Hysterik Kaos ’04 og Hell Side ’81.
Tilskuertal
Stadionets 30 000 pladser er ofte udsolgt; klubben opererer med ca. 25 000 sæsonkort.
Vigtigste rivaler
- RSC Anderlecht – ”Clasico”: arbejderby mod hovedstad; kampene fyldes af politisk-social symbolik.
- Club Brugge – Topper: duel mellem to af ligaens mest vindende hold.
- RFC Liège – Derbi liégeois: historisk byderby, dog ikke spillet officielt siden 1995.
- R. Charleroi SC – ”Choc wallon”: kamp om at være Walloniens nummer ét.
Medieplatforme
Standard TV
En web- og kabelkanal med bag-om-klubben-indhold og magasinet Rouches Vifs.
Standard Magazine
Månedligt print-magasin produceret i samarbejde med mediegruppen Sud Presse.
PleinFoot
Webradio i samarbejde med fanorganisationer, der analyserer kampe og klubnyheder.
Andre afdelinger
SL16 FC (U23)
Reserveholdet deltager i National Division 1 og fungerer som bro mellem akademiet og førsteholdet.
Futsal
Standard lancerede i 2021 sin futsal-afdeling, som allerede i debutåret vandt Nationale 3 og i 2024-25 spiller i Nationale 2B.
Perspektiver for fremtiden
Med en ny belgisk ledelse og en strategi om længere kontrakter frem for korte låneaftaler søger Standard at konsolidere både talentudvikling og førstehold. Stadionprojektet er fortsat fokuseret på renovering af Sclessin, og målsætningen er at vende tilbage til toppen af belgisk fodbold og være fast deltager i europæiske gruppespil.
Uanset svingninger i resultater og ejerskab står én ting fast: Standard de Liège forbliver et fyrtårn for passioneret fodbold, kompromisløs kampgejst og en supporterkultur, der kan forvandle hver hjemmekamp til et rødglødende inferno.