Royal Football Club Seraing – i daglig tale blot RFC Seraing – er et af de mest komplekse fænomener i moderne belgisk klubfodbold. Klubben repræsenterer byen Seraing i den fransktalende provins Liège, men dens matricule-nummer 167 fortæller en helt anden historie, der begynder i den vestlige ende af landet, i minedistriktet Borinage ved Boussu og Dour. Gennem godt et århundrede har klubben skiftet navn, farver, status, geografi og ambitioner adskillige gange, og alligevel formået at bevare en sportslig kontinuitet, der i 2021 kulminerede med en historisk tilbagevenden til den belgiske første division.

Det er en fortælling, der rummer både pionerånd og industriarbejder-mentalitet, dramatiske fusioner og juridiske raffinementer, økonomiske kollapser og spektakulære renæssancer. Historien favner to parallelle rødder: dels den gamle lokalforankrede klub Sporting Club Boussu-Bois, etableret i 1922 under matricule 167, dels den liégeoiske gren, der begyndte som RFC Bressoux med matricule 23 og i 1990’erne forsøgte at udfylde tomrummet efter det hedengangne RFC Seraing (matricule 17). Da disse to grene i 2014 flettede sig sammen, blev fundamentet lagt til nutidens RFC Seraing, som i dag spiller sine hjemmekampe på Stade du Pairay i Challenger Pro League – næsthøjeste række i Belgien.

Nedenstående leksikonartikel søger at afdække samtlige væsentlige facetter af klubben: de historiske etaper, de organisatoriske og økonomiske brydninger, de sportslige højdepunkter og nedture, de vigtigste personligheder, stadionforhold og ikke mindst de nyere års bemærkelsesværdige bedrifter. Alle oplysninger bygger udelukkende på verificerbare fakta fra de to tilgængelige kilder og præsenteres med maksimal grundighed og neutralitet.

Den lange vej fra Borinage til Seraing

Matricule-systemet og dets betydning

I belgisk fodbold tildeler Det Kongelige Belgiske Fodboldforbund (URBSFA/KBVB) hvert medlemskab et unikt nummer – et matricule – der følger klubben, så længe den eksisterer. Nummeret anses juridisk for klubbens egentlige identitet, også når den skifter navn, farver eller hjemby. RFC Seraing bærer i dag matricule 167, og derfor er hele den historiske arv fra 1922 til i dag uløseligt forbundet med dette nummer, trods gentagne geografiske flytninger og fusioner.

Tidslinje over navne og identiteter

Pionertiden i Boussu-Bois (1922-1946)

Etableringen efter Første Verdenskrig

Efter våbenstilstanden i 1918 bragte britiske soldater spillet med de runde læderkugler til kuldistriktet Borinage. Lokale unge, anført af Georges D’Haussy, lod sig inspirere og dannede i 1919 det fællesskab, der tre år senere officielt blev registreret som Sporting Club Boussu-Bois. Rodolphe Lamy – ingeniør ved kulkompagniet “Société des Charbonnages Unis de l’Ouest de Mons” – stillede en mark til rådighed i kvarteret Saint-Joseph, hvilket snart udviklede sig til det senere Stade Saint-Charles.

Det første nationale fremskridt

Klubben arbejdede sig igennem de hennuyerske provinsrækker og debuterede i 1946 i Promotion, som dengang udgjorde landets tredje og laveste nationale niveau. Oplevelsen varede blot én sæson, idet SC Boussu-Bois rykkede ned med ét sølle point til redning. Erfaringen lagde dog fundamentet for senere, mere varige ophold i de nationale rækker.

Efterkrigstidens konsolidering og Division 3-reformen (1948-1959)

Elleve sæsoner i træk blandt de bedste amatører

I 1948 returnerede Boussu-Bois til Promotion og blev en del af den banebrydende gruppe klubber, der i 1952 blev udnævnt til “stiftere af Division 3”. Samme år oprettede URBSFA et fjerde nationalt niveau (ny Promotion), mens den tidligere Promotion blev omdøbt til Division 3. Klubben formåede at holde sig flydende i det nye setup i seks sæsoner og nåede to tredjepladser (1951, 1952) samt en femteplads (1954) som sine bedste resultater.

Nedtur og dobbeltnedrykning

I anden halvdel af 1950’erne forsvandt momentum. Sæsonen 1956-57 blev reddet på målstregen, men i 1958 og 1959 fulgte to successive nedrykninger, så matricule 167 endte tilbage i provinssammenhænge.

Langsomme genopbygninger og vice-mesterskaber (1960-1976)

Op- og nedrykningsbaner

1960’erne blev præget af pendulfart mellem Promotion og Hainauts 1. provinciale. En ny opstigning i 1966-67, sikret efter et dramatisk testopgør mod US Lessinoise, udløste ni sammenhængende sæsoner på nationalt plan.

To gange næstbedst

1971 og 1972 var de glansfulde år: RSC Boussu-Bois sluttede som vice-mester begge gange, hhv. ét point efter Wavre Sports og med en sejr mindre end Racing Jet Bruxelles. Men bæredygtigheden udeblev, og i 1976 ramte klubben igen den provinciale virkelighed, netop som en vis Jean Zarzecki entrerede naboklubben FC Élougeois.

Fusionen med FC Élougeois og skabelsen af Royal Francs Borains (1982-1985)

Baggrunden for sammenlægningen

FC Élougeois, grundlagt i 1934 og båret af præsidiet Jean Zarzecki fra midt-70’erne, havde selv prøvet kræfter med Promotion i 1981-82. En bestikkelsessag – den såkaldte “Affaire Élouges–Marchienne” – førte til ekstraordinær nedrykning, mens økonomien i SC Boussu-Bois også var skrantende. Zarzecki og Boussu-præsident Robert Urbain fandt derfor sammen om en fusion, ratificeret 1. juli 1982. Matricule 167 overlevede, matricule 2195 blev slettet, og navnet blev Royal Francs Borains Boussu-Élouges.

Ny energi og hurtig sportslig fremgang

Fusionen bar frugt: Allerede året efter rykkede klubben tilbage i nationale rækker, og i 1985 blev man mester i Promotion, hvilket sendte holdet op i Division 3 for første gang siden 1959. Samtidig kom en navneforkortelse til Royal Francs Borains (RFB).

Pokaleventyret 1983-84 – klubbens første nationale gennemslag

Mens ligasystemet endnu stod foran oprykningen, skrev RFB historie i Coupe de Belgique 1983-84. Med sejre mod bl.a. Aulnois vandrede holdet sensationelt helt til semifinalerne. Eventyret stoppede hos Cercle Brugge, men præstationen gav klubben national sympati og synlighed – en bedrift der stadig nævnes som et af de stolteste øjeblikke.

Et årti i Division 3 og økonomiske problemer (1985-1995)

Royal Francs Borains forblev i “tredjedivisionens midterfelt” i seks, senere ti år. Bedste placering blev nummer syv i 1986-87. Mod slutningen sneg økonomiske skyer sig ind over klubben, og i 1995 rykkede man ud af Division 3. For første gang truede reel konkurs.

Dobbelte mesterskaber og ny optimisme (1997-1999)

I Promotion 1996-97 blev RFB nummer tre og nåede senere Tour Final, men tabte. Værre var forbundets sanktioner for gæld, der sendte klubben ned i 1. provinciale. Reaktionen var imidlertid forbilledlig: RFB tog to mesterskaber i træk – først i P1 Hainaut, dernæst i Promotion 1998-99, hvor man sluttede 10 point foran Tubize, og var dermed tilbage i Division 3.

Professionalisering og navneændring til Royal Boussu Dour Borinage (2000-2009)

Stigende ambitioner i Division 3

Mellem 2000 og 2006 balancerede klubben mellem topstrid og overlevelseskamp; kulminationen var to vice-mesterskaber (2001, 2006). I sommeren 2008 krævede kommunen Dour synlighed i klubbens navn til gengæld for støtte, og matricule 167 blev derfor omdøbt til Royal Boussu Dour Borinage (RBDB).

Overraskende oprykning til Division 2

I sæsonen 2008-09 tog RBDB en tredjeplads og kvalificerede sig til et udvidet Tour Final. Efter sejre over Mol-Wezel og Vigor Hamme ventede KV Woluwe-Zaventem i finalen. Et 0-0 ude og en overbevisende 5-1 hjemme på Stade Vedette sikrede en sensationel debut i det professionelle andendivisionsmiljø.

Fire sæsoner som professionel klub (2009-2013)

Stærk debut, siden overlevelseskampe

Den første sæson i Division 2 (2009-10) overraskede alle: RBDB blev nummer fem. 2010-11 udviklede sig til en hård kamp for at undgå playoff-nedrykning, mens 2011-12 bragte en solid 11. plads. I 2012-13 var holdet igen blandt de bedste og legede med tanken om Tour Final til første division, men i kulissen var licens og økonomi en tikkende bombe.

Licensnægtelse og salgsforhandlinger

Klubben fik i foråret 2013 afslag på den påkrævede licens til betalt fodbold og måtte via et ankesystem (CBAS) beholde sin plads midlertidigt. For at dække et likviditetsbehov på cirka 300.000 € blev der søgt nye investorer. Flere scenarier blev drøftet, men i sidste ende solgte ejerne matricule 167 til en gruppe med Football Club de Metz som hovedaktionær.

Flytning til Seraing og Seraing United (2014-2015)

Baggrunden i liégeoiske fodboldmiljø

Siden det traditionsrige RFC Seraing (matricule 17) gik konkurs og blev absorberet af Standard Liège i 1996, havde byen Seraing kun haft fodbold på lavere niveau via RFC Bressoux/Royale Union Liégeoise (matricule 23), som i 2006 også tog navnet RFC Seraing. I 2014 var dette hold dog sunket helt til femte niveau, og indsættelsen af Dominique D’Onofrio – tidligere Standard-træner og da sportschef i FC Metz – blev afgørende. Da Metz-gruppen købte matricule 167, kunne Seraing pludselig springe fra femte til anden division.

Sportslig start som “satellit”

Matricule 167 flyttede ind på Stade du Pairay og registrerede sig som Seraing United for sæsonen 2014-15. Trods helt nye omgivelser leverede holdet en imponerende fjerdeplads i Belgian Second Division.

Genoplivningen af navnet RFC Seraing og nedrykningen ved ligareformen (2015-2017)

De belgiske regler forhindrede straks genbrug af “RFC Seraing”, men efter en administrativ proces skiftede klubben alligevel navn i 2015. Sæson 2015-16 endte på en 11. plads, som på grund af en omfattende ligareform blev fatal: Klubben rykkede ned i den nyoprettede Division 1 Amateur (tredje niveau).

I de følgende to sæsoner – 2016-17 og 2017-18 – landede holdet på henholdsvis 7. og 5. pladsen, altså lige uden for oprykningsspillet, men organisatorisk var fundamentet lagt til et nyt opsving.

Dobbelte oprykninger og tilbagevenden til øverste hylde (2019-2022)

Ét skridt ad gangen

Efter stabile år i den semiprofessionelle række opnåede RFC Seraing i 2019-20 oprykning til 1. division B (dengang kaldet Proximus League, nu Challenger Pro League). Klubben kapitaliserede momentum og sparkede døren til topfodbolden op allerede året efter.

Historisk playoff-triumf over Waasland-Beveren

8. maj 2021 stod RFC Seraing over for Waasland-Beveren i en todelt playoff om en plads i 1. division A. Seraing sejrede samlet og sikrede således det første besøg af matricule 167 på øverste niveau – og bragte samtidig elitefodbolden tilbage til Seraing 25 år efter det gamle RFC Seraings opslugning.

Første sæson i Jupiler Pro League og fornyet overlevelsesduel

Debutsæsonen 2021-22 endte, ligesom oprykningen, med en nervepirrende playoff. Denne gang blev RWDM besejret, og overlevelsen var i hus.

Nedrykning og administrativ overlevelse (2022-2024)

Sæsonen 2022-23 blev hård; klubben rykkede ned i Challenger Pro League. I 2023-24 sikrede en 15. plads normalt nedrykning, men K.V. Oostendes administrative fald sendte i stedet vestflamingerne ud. Senere fik Seraing også hjælp af en regelændring, der betød, at det talenthold, Jong Genk, der ellers ville have reddet sig, ikke kunne sendes ned, mens K.M.S.K. Deinzes konkurs yderligere cementerede Seraings status i næstbedste række.

Sportslige meritter

Nationale titler

*Disse to titler refereres i enkelte kilder til RFC Seraing-navnet, men er historisk set knyttet til andre matriculer og nævnes her udelukkende som faktuelt registrerede i de medfølgende data.

Bemærkelsesværdige cupruns

• Coupe de Belgique 1983-84: Semifinale mod Cercle Brugge.

Stade du Pairay – klubbens hjem

Siden 1988 har matricule 167 haft hjemme på Stade du Pairay, centralt beliggende ved den store plads i Seraing. Stadionet blev tidligere anvendt af det hedengangne RFC Seraing (17) og har fungeret som samlingspunkt, både i tider med lokale talenter i de lavere rækker og i klubbens nylige Super League-eventyr. Før 1988 spillede klubben sine kampe på Stade Saint-Charles i Boussu-Centre.

Organisation og ledelse

Ejerskab og økonomi

Siden 2014 har et selskab med Football Club de Metz som hovedaktionær kontrolleret klubben. Partnerskabet har ofte fået omverdenen til at betragte Seraing som et belgisk satellithold for den franske Ligue 1-/Ligue 2-klub.

Klubbens formænd

*Nøjagtige årstal er kun delvist dokumenterede i kilderne.

Trænerprofiler gennem tiden

• Michel Wintacq – helten bag oprykningen til Division 2 i 2009.
• Arnauld Mercier – overtog i 2011 under overlevelseskamp.
• Jordi Condom – central i de nyere oprykninger.
• Jean-Louis Garcia – erfaring fra fransk fodbold.
• Christophe Grégoire – stået i spidsen i Championship-perioden.
• Emilio Ferrera – teknisk erfaren trænerfigur.
• Henri Depireux – tidligere spiller og trænerprofil.

Kendte spillere

• Matthieu Udol – fransk forsvarsspiller, udviklet i FC Metz, udlånt til Seraing i partnerskabsregi.
• Thomas Didillon – målmand med erfaring fra Ligue 1, en del af de tidlige Seraing-år under Metz.
• Georges Mikautadze – georgisk angriber, hvis mål i playoff-kampene mod Waasland-Beveren cementerede oprykningen i 2021.

Individuelle hædersbevisninger

Métallo d’Or (2017-2021)

Prisen blev indstiftet for at hædre sæsonens mest fortjenstfulde spiller. “Métallo” hentyder til Seraings industrikultur.

Métallo de cristal (fra 2021-22)

I samarbejde med glasværket Val Saint-Lambert erstattede man den gyldne statuette med en krystaltrofæ.

Nuværende sportslige setup

Førsteholdstrup

Truppen ændrer sig hyppigt, ofte gennem lån fra FC Metz. For seneste opdatering henvises til klubbens officielle platforme, da konkrete navnelister ikke fremgår af de tilgængelige kilder med dato.

Sportslig struktur

1. Førstehold – deltager i Challenger Pro League.
2. Reserve-/U23-hold – fungerer som talentbro mellem Metz og Seraing.
3. Akademi – historisk fokus på lokale Liège-talenter, suppleret med lån.

Sammenfatning og perspektiver

RFC Seraings nutidige eksistens illustrerer, hvorledes et matricule kan transformeres radikalt uden at miste sin juridiske identitet. Fra beskyttede kulmarker i Borinage over cupbrag i 1980’erne, professionel dristighed ved årtusindskiftet, økonomiske klippeskær og en strategisk alliance med FC Metz er vejen til dét, der i 2021 blev en triumferende tilbagevenden til Belgisk topfodbold.

Efter et hurtigt gensyn med Jupiler Pro League og en umiddelbar nedrykning kæmper klubben nu for at konsolidere sig i Challenger Pro League. De seneste års dramatiske redninger – først på banen, siden i juridiske kulisser – bekræfter, at RFC Seraing stadig lever et liv på eksistensens knivsæg, men også at klubben besidder en udtalt evne til at rejse sig. Det næste kapitel vil vise, om partnerskabet med FC Metz fortsat kan levere talent og stabilitet nok til at føre matricule 167 tilbage til den øverste række – og blive der.

Under alle omstændigheder er RFC Seraing et studie i belgisk fodbolds multifacetterede identitetssystem: En klub kan forsvinde, genopstå, fusionere og flytte, men dens matricule og dens historie forbliver uadskillelige. Matricule 167 er i dag synonymt med byen Seraing og dens industrielle sjæl – og det vil næppe ændre sig, så længe bolden ruller på Stade du Pairay.