Cercle Brugge Koninklijke Sportvereniging – i daglig tale blot Cercle eller Grøn-Sort – er en af Belgien ældste fodboldinstitutioner. Klubben blev stiftet i april 1899 og er siden blevet synonym med tradition, lokal forankring og en udpræget vilje til både at overleve modgang og til lejlighedsvis at brillere på de nationale scener. Klubben bærer matrikelnummer 12 og indtager dermed en særstatus som et af de historiske medlemmer af landets fodboldforbund.

Tre belgiske mesterskaber (1911, 1927 og 1930) og to pokaltriumfer (1927 samt 1985) udgør hjørnestenene i det sportslige meritteregnskab. Hertil kommer adskillige titler i divisionerne under eliten, et væld af regionale trofæer og sporadiske europæiske eventyr – senest i UEFA Conference League-sæsonen 2024-25, hvor grønsort for første gang nåede en europæisk knockout-runde. Klubben deler Jan Breydel-stadion med sin by- og ærkerival Club Brugge, og netop rivaliseringen om retten til at kalde sig »Ploeg van ’t stad« er en vigtig del af klubbens selvforståelse.

Artiklen her gennemgår alle aspekter af Cercle Brugge – fra de tidlige år i amatøridrættens flerstrengede verden, over guldalderen i 1920’erne, de lange ørkenvandringer i division 2 og 3, genopstandelserne i 1970’erne og 2000’erne, til det moderne, internationale ejerskab. Undervejs berøres infrastruktur, økonomi, administration, supporterscene, spillerprofiler, trænere, statistik og meget mere.

Identitet, farver og symboler

Farver og kælenavn

Siden de første konkurrencedage har klubben spillet i vertikale grønne og sorte striber. Netop farverne har givet anledning til kaldenavnet Groen-Zwart. Kombinationen er valgt uden nedskrevne forklaringer, men har siden virket samlende for både spillere og tilskuere.

Logo-udvikling

Cercle har gennemgået flere visuelle moderniseringer, men fælles for alle logo-udgaver er den runde form, de to farver og indskriften »Cercle Brugge KSV«. Midtpunktet udgøres af et stiliseret »C«, som ofte har været flankeret af en belgisk kongekrone for at fremhæve klubbens kongelige titel.

Stadioner og faciliteter

Fra skolemark til eget stadion (1899-1922)

• 1899-1900: græsplæne ved Skt. Frans Xavier-instituttet i Sint-Michiels.
• 1900-1911: bane ved Smedenpoort i Sint-Andries, tæt ved banegården og caféen »Le Petit Paris« som fungerede som omklædning.
• 1911-1922: plads ved Gistelsesteenweg/Torhoutsesteenweg (i dag Canada Square) med én langsidetribune.

Stade / Stadion Edgard De Smedt (1922-1975)

Tilskuertallet voksede eksplosivt efter første mesterskab, og i 1922 åbnede et rigtigt stadion blot få hundrede meter fra den gamle bane. Efter præsident Edgard De Smedts død i 1950 fik anlægget hans navn. Her installerede man bl.a. lysanlæg i 1957 og afviklede alle hjemmekampe frem til 1975.

Jan Breydel Stadion (1975-)

Mangel på midler og kommunalt pres betød, at såvel Cercle som Club i 1975 flyttede ind i det nye Olympiastadion, som blev udbygget til EM 2000 og i den forbindelse omdøbt til Jan Breydel Stadion. Kapaciteten er 29.042, og bygningen ejes af byen Brugge, mens de to klubber deler driftsomkostninger.

Organisatorisk struktur

Juridisk form og bestyrelse

Klubben drives som en ASBL (non-profit forening). Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling og består af præsident, næstformand, kasserer, sekretær samt sektions- og rådsmedlemmer. Siden 1. januar 2012 har Paul Vanhaecke været præsident.

Økonomi og budget

Ved indgangen til sæsonen 2011-12 lød sæsonbudgettet på ca. 6 mio. €. Dengang var det blandt de mindste i Pro League. Grundprincippet har været at leve inden for egne midler; derfor sælges profiler løbende for at balancere driften.

Sponsorer og udstyrsleverandør

• Hovedsponsor siden 2008: ADMB-gruppen (HR-tjenester).
• Langvarige trøje- og shorts-partnere: Standaard Boekhandel, Vaillant, Lotto, AG Insurance, Randstad, Thomas Cook.
• Udstyr: tunesiske Masita, som i 2007 lod spillere og fans vælge designet via konkurrence.

Partnerskaber og ejerskab

Siden 2009 har klubben haft talentudlånsaftale med Sporting CP. I maj 2017 overtog AS Monaco aktiemajoriteten, hvilket gav både kapitalindsprøjtning og et betydeligt antal lejespillere (ti stk. pr. 31. januar 2019). Monaco-ejerskabet blev formelt godkendt af de belgiske myndigheder og markerer klubbens nuværende internationale profil.

Historisk gennemgang

Grundlæggelse og pionértid (1899-1911)

Cercle Sportif Brugeois opstod 9. april 1899 blandt tidligere elever fra Skt. Frans Xavier-instituttet. Foreningen dyrkede fem idrætsgrene, men fodboldafdelingen meldte sig ind i forbundet 7. november 1899 og fik matrikel 12. Debutsæsonen 1899-1900 bragte straks derby mod FC Brugge, og trøjedesignet med grøn-sorte striber blev fastlagt.

Første mesterskab og førkrigstid (1911-1914)

Med Alphonse Six (40 mål i 22 kampe) og Louis Saeys i front rykkede klubben fra midterhold til titelvinder i 1911 – første flamske mester i belgisk fodbold. Tilskuertallet eksploderede; man byggede ny tribune, vandt flere venskabstrofæer og nåede pokalfinalen 1913.

Genopbygning efter 1. verdenskrig (1919-1924)

Hele 22 spillere faldt under krigen, hvorfor Saeys som spiller-træner måtte sammenstykke et nyt hold. Klubben rejste et krigsmindesmærke i 1921. Sportsligt bød perioden på stabile midterplaceringer og flytning til eget stadion i 1923.

Guldalderen (1924-1930)

Efter navneskift til Royal CS Brugeois i 1924 fulgte klubbens bedste æra: mesterskab 1927 (plus pokaltitel samme år) og endnu et mesterskab i 1930 efter dramatisk sidste runde, hvor Antwerp tabte 3-5 i Liège.

Nedtur og første nedrykning (1930-1938)

Manglende generationsskifte førte til plads 7 i 1931 og generel middelmådighed. I 1936 fulgte første nedrykning, men to år senere sikrede træner William Maxwell umiddelbar oprykning igen.

Krigsår og efterkrigskrise (1939-1946)

Under 2. verdenskrig deltog Cercle i regionale »nødturneringer«. 1943 måtte man spille en kamp uden publikum efter tribune-storm mod Anderlecht-dommeren. I 1945-46 blev klubben sidst i en udvidet række og rykkede ned.

Ørkenvandringen (1946-1961)

15 sæsoner uden for eliten inkluderede et fald til 3. division 1951. Med Guy Thys som spillende træner vandt Cercle serien i 1956 og rykkede i 1961—under franskmanden Edmond Delfour—endelig tilbage til den øverste række.

Kortvarig overlevelse og dobbelt nedtur (1961-1967)

Regler om flest sejre reddede klubben i 1962, men i 1966 rykkede Cercle ned – forværret af en korruptionssag mod vicepræsidenten, der udløste administrativ degradering til 3. division.

»Femårsplanen« og tilbage i D1 (1967-1971)

Urbain Braems og præsident Robert Braet lagde ambitiøs plan: oprykning inden 1972. Efter teknisk protest mod Aalst i 1968 rykkede klubben op i 2. division og vandt den i 1971 – et år før tid.

Stabilisering og flytning til Olympiastadion (1971-1979)

Med profiler som Fernand Goyvaerts og Morten Olsen sikrede Cercle solide midterplaceringer. 1975 flyttede man til fælles stadion med Club Brugge. Græsk træner Lakis Petropoulos’ korte, turbulente ophold endte med nedrykning i 1978.

Tilbage i toppen og første europæiske eventyr (1979-1987)

Han Grijzenhout leverede endnu en oprykning i 1979. Under Georges Leekens’ ledelse vandt Cercle pokalfinalen 1985 mod Beveren og deltog i Cup Winners’ Cup mod Dynamo Dresden (ud efter 3-2 og 1-2). Pokalfinale mod Club Brugge året efter blev tabt 0-3.

Ustabilitet og nedrykning (1987-1997)

Svingende resultater, hyppige trænerskift og højdespringere som Josip Weber (liga-topscorer 1992-94) prægede perioden. Finale-pladsen i pokalturneringen 1996 gav endnu et europæisk forsøg (Brann Bergen; 3-2 og 0-4). I 1997 faldt klubben igen ud af eliten.

Tiden i 2. division og ny ledelse (1997-2003)

Trods ambitioner om hurtig retur blev placeringerne 10-9-8-7-6. Først med Frans Schotte som præsident og Jerko Tipurić som træner kom gennembruddet: mester i 2002-03 og oprykning.

Pro League-stabilitet og nye ambitioner (2003-2012)

Harm van Veldhoven sikrede overlevelse, mens Glen De Boeck i 2007-08 førte Cercle til fjerdepladsen – bedste siden 1933. Pokalfinalen 2010 (tabt 0-3 til Gent) gav første europæiske sejr mod TPS Turku, inden Anorthosis sendte holdet ud.

Turbulens og endnu en nedrykning (2012-2015)

Manglede point i ligaen betød trænerfyringer (Peeters, Booy) og gentagne »Play-Offs 3«. I 2015 tabte Cercle endegyldigt til Lierse og forlod eliten efter 12 år.

Monaco-æra og tilbagevenden (2017-)

AS Monacos opkøb i maj 2017 forandrede scenen. Allerede 10. marts 2018 blev Cercle mester i Proximus League efter 3-2-sejr samlet over Beerschot-Wilrijk. Siden har klubben igen figureret i Jupiler Pro League og i 2024-25 opnået første europæiske knockout-deltagelse (Conference League, exit mod Jagiellonia Białystok 2-3).

Meritter og statistik

Indenlandske titler

Europæisk deltagelse

Ligadeltagelser – oversigt

• 80 sæsoner i øverste division.
• 27 sæsoner i 2. division.
• 12 sæsoner i 3. division.

Pokalstatistik

To sejre og fem finalenederlag. Herudover otte kvartfinaler og fire semifinaler. Klubben har deltaget i samtlige udgaver undtagen 1934-35.

Rivalisering og supporterscene

Derbyet mod Club Brugge

De to Brugge-klubber har siden 1899 kæmpet om lokal dominans. Historisk kobles Club til det liberale, borgerlige miljø, mens Cercle opfattes som katolsk og mere folkelig. Siden 1975 har de delt stadion, men en sejr i derbyet vægtes stadig særligt højt af begge fangrupper.

Tilskuertal og fankultur

Fra 4.879 i 2003-04 til 10.094 i 2007-08 steg gennemsnittet markant. Klubmagasinet SHOT sælges på kampdage, og supporterklubben ”d’Echte” kårer årligt bedste spiller via Pop Poll d’Echte.

Venskabet med RFC Liège

Siden midten af 1980’erne har fans af Cercle og traditionsklubben RFC Liège haft et gensidigt venskab, ofte markeret med fællesbesøg og sommertræningskampe.

Pop Poll d’Echte

Afstemningen foregår i to runder pr. sæson – sidste hjemmekamp før jul og sidste hjemmekamp i foråret. Morten Olsen, Geert Broeckaert, Josip Weber og Yves Feys er eneste spillere med tre kåringer.

Klubprofiler og rekorder

Præsidenter (udvalg)

Udvalgte cheftrænere

• Louis Saeys (1914-28) – første spiller-træner, dobbelt i 1927.
• Florimond Vanhalme (1928-37) – mester 1930.
• Han Grijzenhout (1971-77, 1979, 1982-83, 1988-91) – fire perioder, to oprykninger.
• Georges Leekens (1984-87) – pokalsejr 1985.
• Glen De Boeck (2007-2010) – førte holdet til 4. plads og pokalfinale.

Spillerrekorder

Andre markante navne

• Alphonse Six – 93 mål i 89 kampe (1,045 i snit).
• Kalusha Bwalya – Afrikas bedste spiller 1988.
• Dorinel Munteanu – rumænsk rekordlandsholdsspiller.

Nuværende sportslige set-up

Førsteholdstrup

Klubben offentliggør løbende spillertruppen via de officielle kanaler. Pr. 12. juli 2025 bestod truppen – ifølge de tilgængelige oversigter – af en kombination af egne talenter, faste kontraktspillere og flere lejespillere fra AS Monaco. Da den detaljerede liste ændrer sig hyppigt, henvises til klubbens hjemmeside for fuld opdatering.

Jong Cercle

Talentholdet fungerer som bro mellem akademi og førstehold og deltager i udviklingsligaer. Også her ses jævnligt spillere på korttidsophold fra Monaco-systemet.

Konklusion

Cercle Brugge har gennem mere end et århundrede vist en særlig evne til at rejse sig efter modgang. Fra den første derbykamp i 1899 til nutidens internationale ejerskab har klubben bevaret sin lokale identitet, sine grøn-sorte farver og sin rolle som vigtig kulturbærer i den vestsjællandske hansestad. Med en solid ungdomsafdeling, stabile strukturer og en voksende tilskuerskare ser Grøn-Sort frem mod nye kapitler i den lange, omskiftelige fortælling.