I hjertet af den industriel­prægede by Charleroi, en af Hainaut-provinsens vigtigste metropoler, har Royal Charleroi Sporting Club (RCSC) siden 1904 været et væsentligt samlings­punkt for både lokalsamfundet og belgisk fodbold som helhed. Klubbens sort-hvide striber – der har givet spillerne tilnavnet Zèbres – pryder hver weekend Stade du Pays de Charleroi og udgør et traditions­rigt symbol på stolthed, udholdenhed og en stadigt voksende ambition om sportslig fremgang.

Fra beskedne rødder som et lokalt sportsinitiativ grundlagt af Firmin Bridoux, Louis Bernus og Marcel Degueldre har Sporting Charleroi oplevet en slingrende, men fascinerende rejse gennem divisionssystemet. Klubben har to gange spillet sig frem til finalen i den belgiske pokalturnering, været vice­mester i landets bedste række og repræsenteret Belgien i UEFA-regi ad flere omgange – første gang allerede i 1969. Disse højdepunkter står side om side med perioder med økonomiske udfordringer, nedrykninger og markante ledelsesskift, som hver især har formet klubbens identitet.

I dag – mere end 120 år efter den første fodbold blev trillet ud på en bane i Charleroi – fremstår RCSC som en af Jupiler Pro Leagues etablerede aktører. Klubben ledes af bestyrelsesformand Fabien Debecq, administreres i det daglige af Mehdi Bayat og trænes på førsteholdsniveau af Rik De Mil. Denne artikel gennemgår systematisk og detaljeret alle væsentlige aspekter af Charlerois historie, organisation, resultater, rekorder, rivaliseringer, stadion­forhold, fan­kultur og meget mere.

Historisk overblik

Stiftelsen og de første år (1904-1923)

Sporting Charleroi blev etableret i 1904 under navnet Charleroi Sporting Club. Klubben deltog kun i venskabs­kampe frem til 1907, hvor den fik officiel tilknytning til det belgiske fodboldforbund med matricule-nummer 22 den 24. november samme år. Det første officielle ligamøde fandt sted 17. februar 1908 og endte med en 5-0-sejr over Union Royale Namur.

Trods sportslig succes i den regionale række Hainaut-Namur manglede klubben økonomiske midler til at rykke op i 1908. Fra 1910 fik Sporting midlertidig tilladelse til at spille i Brabant-kredsen for at finde flere modstandere, men lokale og internationale begivenheder – især Første Verdenskrig – satte udviklingen på pause. Efter krigen genoptog klubben aktiviteterne og sikrede i 1923-24 endelig oprykning til den nationale Promotion.

Etablering på nationalt niveau (1924-1947)

Debuten i Promotion (datidens næstøverste niveau) i 1924-25 endte med øjeblikkelig nedrykning, men Sporting rejste sig straks og rykkede op igen året efter. Sæsonen 1926-27 blev skelsættende: holdet vandt hele rækken og avancerede til Division 1 – den nuværende næstbedste række. I juli 1929 kunne klubben fejre 25-årsjubilæum og opnåede samtidig prædikatet ”Royal”.

Efter tre sæsoner i Division 1 fulgte en nedrykning, men klubben blev en stabil aktør i Promotion frem til midten af 1930’erne. I 1937 kronedes bestræbelserne med et mesterskab, som bragte holdet tilbage til Division 1 og lagde grund for de kommende års opstigning.

Debut i den bedste række og efterkrigstid (1947-1970)

I 1947 nåede Sporting Charleroi for første gang den belgiske første­division. To år senere landede holdet på en imponerende 4. plads, blot to point efter Standard Liège. I samme periode konkurrerede klubben intenst mod lokalrivalen Olympic de Charleroi, som pendlede mellem de to øverste niveauer.

Klubbens historisk bedste ligaplacering kom i sæsonen 1968-69 med en andenplads kun fem point efter Standard. Det udløste Europas hidtil største oplevelse for Zèbres: deltagelse i UEFA Cup Winners’ Cup (omtalt som C3). Her eliminerede Sporting NK Zagreb med 2-1 og 3-1, før franske FC Rouen satte en stopper for eventyret i anden runde.

Op- og nedture samt pokalfinaler (1970-1999)

På trods af vice­­mesterskabet fulgte nedrykning inden for to år. Da ligaen i 1974 udvidede fra 16 til 20 hold, blev Sporting dog inviteret tilbage. Ét år senere røg Olympic ud igen, mens Sporting beholdt sin plads frem til 1980, hvor endnu en degradering indtraf.

En ny æra begyndte i 1982, da tidligere spiller Jean-Pol Spaute blev præsident. Under hans ledelse rykkede Sporting op i 1985 via divisions­playoff og nåede i 1993 pokalfinalen efter sejre over Anderlecht, Beveren og Club Brugge. Finalen mod Standard Liège endte 0-2. Året efter (1993-94) opnåede klubben sin næstbedste ligaplacering nogensinde med en fjerdeplads, som gav adgang til UEFA-Cup’en, hvor rumænske Rapid București blev stopklods.

Bayat-familiens indtog og ny professionalisering (2000-2012)

12. juli 2000 skiftede ejerskabet til Chaudfontaine-koncernen under Abbas Bayat, der straks omdøbte klubben til Royal Sporting Club du Pays de Charleroi (2002). Bayat indsatte sine nevøer Mogi Bayat (Manager général) og Mehdi Bayat (kommerciel direktør). Sportsligt toppede perioden i 2004-05 med en femteplads og deltagelse i Intertoto-Cup’en det efterfølgende år.

Sæsonen 2010-11 blev et lavpunkt: en sidsteplads i Pro League medførte første nedrykning i 26 år. Reaktionen blev dog resolut; under træner Yannick Ferrera sikrede RCSC sig titlen i 2. division 2011-12 og vendte tilbage til eliten.

Debecq-Bayat, Mazzu-æraen og nyere tid (2012-2025)

Præsidentskabet overgik i august 2012 til forretnings­manden Fabien Debecq, mens Mehdi Bayat rykkede op som administrerende direktør. Under træner Felice Mazzu (2013-2019) konsoliderede Sporting sin position: top-6-placering og playoff 1-deltagelse 2014-15, ellevild europæisk kvalifikation via sejr over KV Mechelen samt kampe mod Beitar Jerusalem og senere Zorya Luhansk i 2015. Sæsonen 2017-18 kastede en 3. plads af sig i grundspillet – klubbens bedste siden 1969.

Efter Mazzu fulgte Karim Belhocine (2019-2021), der førte holdet til en stærk tredje­plads i den coronaafbrydte 2019-20-turnering samt Europa-kvalifikation, hvor Partizan Beograd blev besejret før nederlaget til Lech Poznań. Resultaterne dykkede i 2021, og Edward Still tog over indtil oktober 2022, hvorefter Mazzu vendte kortvarigt retur. Med Rik De Mil ved roret i 2023-24 sikrede Sporting overlevelse gennem Relegation Play-offs, mens 2024-25 bød på en dramatisk Europa Playoff-triumf og adgang til UEFA Europa Conference Leagues anden kvalifikationsrunde.

Klubbens identitet

Navn og matricule

• 1904: Charleroi Sporting Club
• 1929: Royal Charleroi Sporting Club (efter kongelig titel)
• 2002: Royal Sporting Club du Pays de Charleroi (officielt registreret navn; kortformen RCSC anvendes fortsat)

Matricule-nummeret 22 blev tildelt ved den officielle tilknytning i 1907 og følger klubben uforanderligt.

Farver, logo og kælenavn

Sort og hvid har fra starten udgjort den visuelle signatur, som har inspireret til tilnavnet Zèbres. Trøjen har typisk vertikale striber, mens shorts og strømper varierer afhængigt af design og turnerings­krav.

Devise

Ingen officiel klubmotto er registreret offentligt.

Organisation og ledelse

Historisk har klubben haft seksten forskellige præsidenter. Navnene på alle er ikke offentligt fuldstændigt dokumenteret i tilgængelige kilder.

Stadion-udvikling

Fra Spinois til Mambourg (1904-1985)

Klubben spillede på skiftende baner frem til 1923, hvor man etablerede sig i Rue du Spinois. I 1939 rykkede Sporting få hundrede meter til Boulevard Zoé Drion og indviede den bane, der senere blev kendt som Stade du Mambourg – opkaldt efter den nærliggende kulmine.

Modernisering til EURO 2000: Stade du Pays de Charleroi

I takt med klubbens oprykning i 1985 blev anlægget marginalt moderniseret, men de store ændringer kom op til EM 2000. Kapaciteten nåede midlertidigt 30.000 til turneringens tre gruppe­kampe, blandt andet Englands 1-0-sejr over Tyskland. Den 24. maj 1999 omdøbtes stadion fra Stade du Mambourg til Stade du Pays de Charleroi. Efter EM reduceredes højeste tribune, og kapaciteten er nu omkring 15.000.

Fremtidsprojekt: Zebrarena

Sporting planlægger et nyt multifunktionelt anlæg i Marchienne-au-Pont med 20.000 pladser, tegnet af arkitekt Cyril Rousseaux (Carré 7). Byggeriet er budgetteret til ca. 60 mio. € og forventes færdigt inden 2027, finansieret udelukkende af klubbens egne midler.

Sportslige resultater og meritter

Nationale titler

Europæiske deltagelser (udvalgte)

• 1969 – første europæiske eventyr: sejre over NK Zagreb, exit mod FC Rouen
• 1994 – UEFA-Cup: elimineret af Rapid București
• 2005 – Intertoto: uafgjort mod Tampere United gav samlet nederlag
• 2015 – Europa League kvalifikation: samlet 9-2 over Beitar Jerusalem; nederlag til Zorya Luhansk
• 2020 – Europa League kvalifikation: sejr mod Partizan Beograd efter forlænget spilletid; tab i playoff til Lech Poznań
• 2025 – kvalificeret til 2. runde af Europa Conference League

UEFA-koefficienten placerede klubben som nr. 155 efter sæsonen 2020-21.

Placeringer i belgiske ligasystem (opdateret til 2024-25)

Sporting Charleroi har gennemført 97 sæsoner i nationale rækker, heraf 60 i landets bedste division.

Samlede klubrekorder

Individuelle klubrekorder

• Flest kampe: Dante Brogno (426) – trøje nr. 11 pensioneret siden 2001
• Flest mål: Dante Brogno (121)
• Flest sæsonmål: Didier Beugnies (23 i 1984-85)
• Bedste målsnit: Victor Osimhen (0,56 mål pr. kamp)
• Yngste spiller: Grégory Lazitch (16 år 6 mdr. 17 dage – 13. december 2008)
• Ældste spiller: Nicolas Penneteau (40 år 1 mdr. 20 dage – 17. april 2021)

Holdet i dag

Professionel trup (26. juni 2025)

Kun navne offentliggjort pr. ovennævnte dato er registreret. Spillere på lejeaftaler og sekundær­holdet ”Zebra Elites” figurerer i egne oversigter hos klubben.

Trænere gennem tiderne

Sporting har haft et væld af cheftrænere, herunder markante perioder under Jean-Pol Spaute-æraen (flere skift), Felice Mazzu (2013-19, 2022-23) og nyere navne som Karim Belhocine, Edward Still og Rik De Mil. En fuldstændig liste er ikke fuldt dokumenteret i offentligt tilgængelige kilder.

Rivaliseringer

Derby de Charleroi

Fra 1940’erne til 1970’erne var lokalopgøret mellem Sporting Charleroi og Olympic Charleroi det afgørende brag i regionen. Med Olympic nu i 3. division er rivaliseringen mindre hyppigt tilbagevendende, men historisk forbliver kampen betydningsfuld.

Derby wallon – Standard vs. Sporting

Op gennem 2000’erne er duellen mod Standard Liège blevet en kamp om status som Walloniens nr. 1. Geografisk skiller blot ca. 100 km de to byer, og intensiteten understreges jævnligt af højlydte tifos og, enkelte gange, episoder uden for banen.

Fans og supporterkultur

Klubbens officielle paraplyorganisation, Amicale des Supporters, samler de mange fan-klubber og repræsenteres af Xavier De Vleeschauwer. Sort-hvide striber, zebra-maskotter og reference til ”Felice-time” – Mazzu-tidens sene scoringer – er blevet kendetegn for den lokale fodboldkultur.

Økonomi og infrastruktur

Siden 2012 har QNT-stifter Fabien Debecq været spydspids i en strategi, hvor RCSC forsøger at drive forretningen på sunde, egenfinansierede vilkår. Planen om Zebrarena er et konkret udslag af denne kurs, mens transferpolitikken under Mehdi Bayat ofte har fokuseret på udvikling og videresalg af talenter som Victor Osimhen, Nurio, Clinton Mata og Kaveh Rezaei.

Fremtidsudsigter

Med sportslig stabilitet efter flere dramatiske sæsonafslutninger, etableret lokal forankring og ambitioner om et moderne stadion søger Sporting Charleroi at fastholde – og på sigt udbygge – sin position i top-6-hierarkiet i belgisk fodbold. Kvalifikationen til Europa Conference Leagues kvalifikationsrunde 2025 skal udnyttes til at øge klubbens UEFA-koefficient og eksponeringen på internationalt niveau.

Zèbrernes næste store skridt bliver at bringe Zebrarena fra tegnebræt til virkelighed. Lykkes projektet, vil Charleroi råde over en topmoderne ramme for både fodbold og kulturelle arrangementer, hvilket kan styrke økonomien, tiltrække nye spillere og cementere klubbens plads blandt Belgien mest indflydelsesrige fodboldinstitutioner.

Konklusion

Royal Charleroi Sporting Club har i mere end et århundrede bevæget sig i pendulfart mellem triumfer og modgang, men har altid bibeholdt sin identitet som de sort-hvide Zèbres. Historien viser en klub, der gang på gang rejser sig – fra de tidlige regionale rækker, over vice­mesterskab og europæiske debuter, til nutidige playoff-mirakler og stadiondrømme. Med stærk lokal opbakning, en tydelig ledelsesstruktur og ambitiøse planer for fremtiden fremstår Sporting Charleroi fortsat som et engagerende og vitalt kapitel i belgisk fodbolds levende fortælling.